På et koldt halgulv med en pensel i hånden
Artikler

På et koldt halgulv med en pensel i hånden

“Det er nok svært at forstå, hvorfor man gider at bruge en stor del af sin fritid på et koldt halgulv med en pensel i hånden”. Sådan lyder nogle af de første ord fra dagens hovedperson, som i sommer valgte at trække stikket fra AaB Tifo Kaos, grundet forestående familieforøgelse.

Navnet er Kasper Møller. En af de gamle drenge, der har deltaget i arbejdet i AaB Tifo Kaos siden starten tilbage i 2002. Kasper har ikke blot været med fra start, men har igennem det meste af de 14 år været en lederfigur i gruppen, som gennem årene udviklet sig enormt. Fra starten, hvor der var tale om en gruppe på ganske få mennesker, uden en særligt gennemtænkt plan, uden midler og uden erfaring, til idag at være en gruppe på ca. 20 medlemmer, som producerer og organiserer tifoer og stemning til såvel hjemmekampe som udekampe. En udvikling som Kasper ser tilbage på med stolthed: “Det er jo fedt at se, hvordan tingene har ændret sig i den gode retning. Det er mange øjeblikke, hvor vi som gruppe har udrettet noget stort. Det er selvfølgelig fedt at være en del af.”

Stoltheden skal også ses i lyset af, at der i begyndelsen ikke var tænkt nogen tanker om, hvor gruppen skulle udvikle sig henad. Det var jo i sagens natur svært at gætte på, og da ATK startede var der ikke andre end Brøndby, der havde noget, der mindede om organiseret tifo-arbejde. Men lad os se lidt tilbage. For hvordan startede gruppen egentlig?
“ASC (AaB Support Club, red.) havde dengang nogle rimeligt store lokaler, beliggende i en lejlighed i Gravensgade. Helt oppe på 4. sal. Jeg kan egentlig ikke huske hvordan, men på en eller anden vis blev jeg inviteret derop til noget flagværksted af en art. Dengang var jeg selvfølgelig en af de unge. Jeg var bare benovet, tror jeg, over at være blevet ”inviteret ind”. Vi malede nogle simple to-pindsflag uden særlig erfaring og uden helt at vide, hvad de skulle bruges til. Vi kunne dog se på videoer og i fanzines fra især Italien, at “sådan gjorde man”. Altså benyttede flag på to pinde. Så det ville vi også gøre i Aalborg.

Meget af inspirationen kom fra disse fanzines, ligesom der også blev set VHS-videoer (ja, det brugte man dengang…) af tifo’er fra sydeuropa og fra sydamerika. Der har sikkert også været svenske inspirationskilder til rådighed, men det kan jeg ikke helt huske.

Men altså, jeg mødte ihvertfald op, og jeg endte med at falde i hak med nogle personer til de her værksteder, som jeg fandt ud af, at jeg havde en del til fælles med. Vi endte så med at blive rimelig gode venner. At det så lige endte med en gruppe som ATK, det er nok mere tilfældigt end godt planlagt, men et eller andet sted synes jeg stadig, at gruppedannelsen, blev det meget naturlige næste skridt.”

Det var ca. samtidig med, at Boys Republic blev dannet, som også gjorde det godt. De på deres uoficielle og mere løst organiserede måde, og ATK som en del af den officielle fanklub. Kasper siger, at han egentlig idag tænker, at det var og er helt fint, at der er både uofficielle og officielle grupper. Der er brug for en officiel gruppe, som tager ansvar for opbakningen til drengene på banen. Et ansvar, som i dag stadig hviler på ATK’s skuldre, hvor man samtidig med at lave tifoer til udvalgte kampe også koordinerer den vokale stemning med ansvar for bl.a. tromme og megafon. Selvom alt dette planlægning og koordinering af stemning til tider har været vanskelligt, har det altid været naturligt for gruppens medlemmer. For som Kasper siger: “Det har altid været sådan, at dem der har brændt for tifoer, har også brændt for stemningen. Så det har altid faldet os naturligt at påtage os en del af ansvaret – sammen med de øvrige grupperinger – for at optimere opbakningen til AaB.”

Et fælles formål
Men er det så muligt for alle at blive en del af ATK? Kasper svarer: ”En gruppe som ATK har brug for mange forskellige typer. Det har medført, at alle, hvis de ville, har haft mulighed for at komme til at passe ind. Nogen skal tromme, nogen skal være capo, nogen skal male, nogen skal lave en skitse og nogen skal skrive mails til kontrollører for at få ting godkendt. Så der har været opgaver at ta’ for alle dem, der har ønsket det. Men selvom vi har været lidt forskellige har altid haft noget til fælles – et fælles formål. Det er klart, at med tiden udvikler ATK sig til at være mere end bare tifoer. Det bliver en venne-gruppe. Men vi har øvet os meget – især i de seneste år – i at tage nye folk med ind. Det er vigtigt, man føler sig velkommen.”

Det fælles formål, som gruppen har, gør at gruppens medlemmer altid har haft et stort socialt fællesskab. Kasper understreger, at det fællesskab altid har været årsagen til, at gruppen er kommet igennem de svære perioder med faldende interesse og måske også vigende medlemstal. Men det er en styrke, at man ville mødes hvad enten det var fodboldrelateret eller ej. Derfor prioriterer man også arbejdet i ATK højt. Kasper bruger sin handelsskoletid som eksempel: ”Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide min handelsskoleklasse – for det kunne jeg godt. Men jeg havde bare også nogle venner fra ATK, som jeg godt ville bruge sin fredag aften/nat med. Også selvom det indebar en spand maling, 500 kvadratmeter plastik og et hårdt og koldt halgulv. For mine venner var derude, og det var dét, der talte.”

For Kasper vil hans ATK-venner altid være noget særligt. Også selvom han beskriver beslutningen om at trække sig som let. ”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle trække mig. Selvom jeg havde blandede følelser omkring det, var det naturligt. Jeg skulle jo til at prioritere min liv anderledes, og jeg vil ikke være med, hvis jeg ikke bidrog med noget. Men selvfølgelig savner man det. Jeg har omvendt altid haft det sådan, at en gruppe som ATK jo netop lever af, at folk er engagerede. Og det er lidt en energi-dræber, at for mange kører på frihjul. Så for min egen skyld, men også for ATKs skyld, var det det rette tidspunkt at trække stikket. Jeg er så samtidig så heldig, at jeg fortsat har tilknytning til ASC, idet jeg jo sidder som suppleant til bestyrelsen. Det betyder meget for mig, at jeg på den måde stadig kan blande mig, hvis jeg føler, jeg har noget at byde ind med, uden de, der kører ATK i dag, dog på nogen måde skal føle sig forpligtet til at lytte. Men kan jeg hjælpe med noget, så gør jeg selvfølgelig det, for med 14 års erfaring i rygsækken vil det da være tosset ikke at stå til rådighed.

Fremtiden
Afslutningsvis falder snakken på fremtiden. Hvor er ATK mon på vej hen? Findes ATK også, når gruppen skal fejre 20, 25 og 30 års jubilæum? Det er selvfølgelig umuligt at sige, men der er ingen tvivl om, at Kasper håber det: ”Jeg synes, at ATK er en mega spændende gruppe. Jeg synes, vi igennem de sidste år har vist, at hvis bare man vil noget, så kan vi få mange spændende ting til at ske i Aalborg. Fede rulleflag, fede flag, fede bannere. Og fede budskaber. Vi har i ATK kørt en stil med, at vi hellere vil lave lidt færre tifoer, og så lave dem ordentligt, end vi vil køre det samme pap af til alle kampe. Det håber jeg, gruppen fortsætter med.

Og så håber jeg, man forbliver på det her lidt sofistikerede plan, hvis man kan tale om det, når det kommer til tifoer. Både når der sendes stikpiller til modstanderklubber og modtanderfans. Og også med budskaberne til vores egne, for den sags skyld. Det er dét, der gør det fedt, synes jeg. Hvis det bare er sådan noget klappe-kage-noget, så går der sgu fcm i den. Det er ikke der, jeg håber at ATK vælger at bevæge sig hen.

Igennem de sidste år er der kommet en del nye, unge kræfter til. Og det er vigtigt. Ellers bli’r det sådan nogle gamle mænd som mig, og så får det ende på et tidspunkt. Så det er vigtigt, at nogle af de unge vælger at køre ATK. Og de skal jo gøre det på deres måde. Men da gerne med skelen til historien. Det er jeg ret fortrøstningsfuld omkring. De ”nye”, unge knægte virker til at have det rette mind-set, så det glæder jeg mig helt vildt til at følge med i. Og så håber jeg, de bliver endnu bedre end vi var i gamle dage til at tage nye medlemmer ind, så der kommer en mere naturlig udvikling i gruppen, men det virker til, at det er de også opmærksomme på. Så alt i alt er jeg sådan set spændt – men fortrøstningsfuld.”

Dette var oprindelig et indlæg til AaB Support Clubs medlemsblad Supporteren. Som medlem af AaB Support Club er én af de mange fordele, at du fire gange om året modtager medlemsbladet med spændende og relevante artikler.

Foto: Vesttribunen TV