Fanget i hverdagskampe
Artikler

Fanget i hverdagskampe

I løbet af efterårssæsonen er udtrykket tilskuerkrise blevet mere og mere anvendt i de danske fodbold-medier. På både TV-stationer, i skrevne medier og på de sociale medier, har ”eksperter” og andet godtfolk travlt med at brokke sig over de lave tilskuertal og den dårlige, til tider slet ikke eksisterende, stemning på de danske stadions.

Det kan virke paradoksalt, at det er TV-stationerne, der beklager sig over dette, da netop TV-selskaberne har en stor andel i det, man vel nærmest kan kalde kvælningen af al stemning på danske stadions.

For hvem er det, der skal trække folk på de danske stadions? Spillet på banen kan vel ikke for alvor konkurrerer med de større ligaer, der i højere og højere grad bliver vist på dansk fjernsyn. Hvis ikke folk bliver tiltrukket af det der foregår på banen, så må det vel være det der sker udenfor. Stemningen.

Men hvorfor kommer folk så ikke bare på stadion, og skaber denne stemning? Nogle måske af dovenskab, men nogle især også fordi der i høj grad mangler et element til rigtig mange kampe. Udebanefansene. Som det efterhånden tit er blevet nævnt, så gør mange spilletidspunkter i superligaen det mere eller mindre umuligt at nå kampene, for de fans der ønsker at følge deres hold til alle kampe, ude som hjemme. Det kan være en kæp i hjulet for stemningen på et stadion, hvis der stort set ikke er nogen stemning i udebaneafsnittet. Det kan derfor antages, at mange af dem der kommer for at nyde stemningen synes, at det bliver endnu mere kedeligt at gå til superliga-fodbold, når udebaneafsnittet gang på gang står mere eller mindre tomt, fordi alle kamptidspunkterne skal tilpasses TV.

Vi ønsker at skabe stemning
Men for én gruppe af fans er det endnu mere frustrerende. Os. De aktive fans. Vi der ønsker at skabe denne stemning, selv når AaB spiller ude, og vi skal stå på de mest røvsyge tribuner rundt om i landet. Det kan til tider være svært at forstå hvor lysten kommer fra, men det essentielle er, at den er der. Og netop fordi lysten, endda i meget høj grad, er der, så er det dybt frustrerende, at det til tider kan være nærmest umuligt, at få diverse udebaneture til at passe ind i en normal hverdag med job eller skolegang.

For os aktive supportere, der med sang, flag og tifoer støtter vores hold, i så høj grad som vi kan komme til det, er kampene og især udebaneturene vores frirum. Et afbræk i hverdagen, hvor alt handler om fodbold og hygge i godt selskab. Et afbræk man nærmest kan blive afhængig af. For os findes der nærmest ingen værre følelse, end at se AaB spille i TV, når vi er tvunget til at blive hjemme fra en udebanetur. Uanset om man sidder hjemme i sofaen, med computeren på arbejdet eller på et værtshus med andre AaB-fans, der heller ikke kunne komme af sted til ENDNU en hverdagskamp, så er det altid den samme følelse. Vi føler at vi svigter. Selvom det at være AaB-fan, ude som hjemme, er ganske frivilligt, så sidder vi stadigvæk med følelsen af, at vi svigter den loyalitet vi ønsker at vise drengene på banen.

Samtidig med, at den dårlige samvittighed vokser, så gør irritationen det også. Irritationen over, at der på ingen måder, fra hverken klubberne eller TV-selskabernes side, tages hensyn til os der ønsker at tage med hver evig eneste gang. For det er os der skaber stemningen. Det er os der skaber det produkt, som kan lokke folk på stadion. Hvis vi ikke var der, så tit som vi nu engang kan, så var der ingen stemning at nyde for diverse stemningsnydere, og så dør det produkt det er at gå til Superliga-fodbold. Nok kan man se kampene i TV, men det bliver vel aldrig det samme som et godt fyldt stadion søndag kl. 15.

Så husk nu, alle sammen, både TV-selskaber og alle andre med interesse i fodbold, hvem der skaber det vi alle elsker. Det er naturligvis også spillerne på banen, men tænk hvor kedeligt det ville være, at gå til fodbold, hvis ikke der var stemning. Hvis ikke der var fans, både på hjemmeholdets afsnit, men også i udebaneafsnittet?

Dette var oprindelig et indlæg til AaB Support Clubs medlemsblad Supporteren. Som medlem af AaB Support Club er én af de mange fordele, at du fire gange om året modtager medlemsbladet med spændende og relevante artikler.

Foto: Vesttribunen TV