Passion, fællesskab og kærlighed
Artikler

Passion, fællesskab og kærlighed

Den 8. juni 2016 gik en af klubbens tidligere topspillere, Børge Bach, bort. Det skabte en stor sorg i hele klubben. For Børge er ikke blot tidligere spiller i klubben. Han har gennem sit liv repræsenteret AaB på mange fronter; holdleder, formand, administrerende direktør og salgsdirektør.

Børge kan om nogen betegnes som en klublegende. I AaB Tifo Kaos skulle det selvfølgelig ikke gå ubemærket, hvorfor der blev lavet en ærestifo til minde om Børge. Den blev opført til sæsonens første kamp på hjemmebane mod AC Horsens i forbindelse med et minuts stilhed. For selvom den fornemmeste opgave i AaB Tifo Kaos er at støtte klubben, kan man ikke se sig bort fra, at nogle personer betyder ekstra meget for klubben. Og ikke mindst at nogle personer kæmper så meget for klubbens ve og vel, at man som fan kun kan have respekt og kærlighed til disse personer. Børge Bach må siges at være en af dem. Han var en fremragende spiller med over 300 kampe for AaB, hvor hans spillemæssige højdepunkt var sine to mål i pokalfinalesejren på 2-1 over Lyngby i 1970. Men mere mindeværdigt blev han, da han i 1993 var en af årsagerne til, at AaB undgik en livstruende konkurs, hvormed man kan påstå, at AaB ikke ville have være det, det er i dag, hvis det ikke havde været for Børge Bach.

I AaB Tifo Kaos er vi Børge evig taknemmelig. Vi vil nemlig have svært ved at forestille sig et liv uden vores elskede klub. For når man skærer ind til benet, hvad er AaB så egentlig for et ATK-medlem? Med ca. 20 medlemmer vil svarene på det spørgsmål nok ikke lyde helt ordret, selvom alle svarene vil pege i samme retning.

En af de første ting, der vil gå igennem hovedet er passionen. Passionen omkring klubben, fodbolden og den kultur, som den fører med sig. For os handler fodbold nemlig om passion, som man ikke kan købe for penge. Det handler om en passion, som kommer til udfoldelse i 90 minutter en sen aften et tilfældigt sted i Danmark. Det handler om, at hverdagen i en vis tid bliver sat på standby. Det handler om, at arbejdet eller skolen sommetider i løbet af ugen kan være fuldstændig uudholdelig, men at man kan klare sig igennem den, fordi man i weekenden får et fantastisk afbræk i hverdagen, hvor man kan komme ud med alle ens indre følelser og frustrationer. Nogle følelser, som man måske brænder inde med i hverdagen, men som kommer til udtryk i løbet af en fodboldkamp, hvor man befinder sig blandt gode venner.

For det er netop også en af de ting, som holder sammen på det hele. Nemlig de gode kammerater og det fællesskab, som det indebærer. Fodbolden er det, der holder os sammen. Fodbolden gør, at vi har et samlingssted. Noget som vi er fælles om. Men fodbolden ville jo ikke være det samme, hvis man ikke havde ens gode venner omkring. Derfor gør vi i ATK også en del ud af, at vi også laver andre sociale ting, som ikke alle indebærer fodbold. Fordi det er det sociale, som holder sammen på vores gruppe. Vores gruppe, som består af meget forskellige personer. Nogle er lidt ældre, andre er helt unge. Nogle har været med i 10 år, andre er lige kommet til. Det er også vidt forskelligt, hvad vi laver til hverdag, da gruppen består af alt fra håndværkere til studerende til pædagoger.

Trods den store forskellighed kan vi samles, fordi vi har en fælles kærlighed til vores klub. Denne kærlighed, som består af alt det, som vi forbinder med at gå på stadion, selvom der er noget, man godt kunne undvære. Men de dårlige ting er også en del af det. Det, at tabe på Silkeborg Stadion en kold mandag aften, er ikke det sjove. Men det er sådan det er at være AaB-fan. Som AaB-fan oplever man en del modgang, men det er også med til at gøre det sjovere i medgang. I Parken i 2011 oplevede vi noget af det mest nervepirrende nogensinde. Vi var marginaler fra at rykke ned. Den sæson var ikke sjov. Men sådan noget tænker man ikke på, når man i de døende minuttet hører, at der er scoret det vigtigste mål i AaB’s historie, hvilket ikke engang er scoret af AaB selv. Den følelse, man får i kroppen der. Wow… Det kan ikke beskrives. Aldrig har man fejret en 10. plads så meget.

Og når man 3 år senere igen står i Parken, hvor man denne gang fejrer The Double, så smager det bare af meget mere, fordi man også har været nede og skrabe bunden. Det er derfor, det er så smukt at være AaB-fan.

Dette var oprindelig et indlæg til AaB Support Clubs medlemsblad Supporteren. Som medlem af AaB Support Club er én af de mange fordele, at du fire gange om året modtager medlemsbladet med spændende og relevante artikler.