22. marts 2009 — Eventyret er slut, men nye er på vej! | 0
Kære Aalborg og alle inkarnerede AaB-fans.
Det gør ondt lige nu. Det gør helt ubeskriveligt ondt lige nu. Vores foreløbige Europæiske eventyr sluttede torsdag, og det skete på den mest pinagtige måde det overhovedet er muligt i fodboldens verden.
Når det er skrevet, skal vi nu rette skuldrene op. Hovedet højt og striberne på, som vi synger. Vi skal se os selv stolt i spejlet og nyde, at spillere såvel som fans har været vidne til nogle imponerende oplevelser. Såvel på som udenfor banen. Og der kommer flere.
Fra kampen torsdag aften står ikke blot minderne om en fantastisk gang fodbold og en 2-0 sejr over en af fodboldverdenens rigeste klubber. Vi som fans beviste også i den grad hvor skabet skal stå.
Fra den engagerede kerne i AaB Tifo Kaos skal lyde foreløbig tak for oplevelserne. Til drengene på banen, og til hver og en af de medfans, der har været med rundt i Europa, og senest fik Aalborg Stadion til at eksplodere.
Vi er glade og stolte over, at I tager pænt imod vores arbejde, og som i torsdags er villige til at yde det ultimative, for at stemningen både visuelt og vokalt kan nå derop, hvor vi var torsdag. Sådan skal det se ud hver gang!
Dette skal derfor også læses som en opfordring til at vi som fans fortsætter samme høje niveau i tiden der kommer. Et nederlag som det imod City tager uanede tider at komme sig over, både for spillerne og for os, men vi skal sammen op på hesten og gå forrest i jagten på mere Nordjysk fodboldsucces.
I morgen mandag løber holdet ind til en meget vigtig superligakamp imod FC Midtjylland. En kamp der kan få betydning for, om vi også næste år skal ud og vise fodbold-Europa hvad AaB og AaB’s fans står for. Derfor er den maksimale støtte og vildskab nok engang nødvendig.
ALLE MAND PÅ STADION MANDAG OG GIV DEN ALT HVAD DEN KAN TA’!
Vi skal videre i fællesskab – så skal der nok komme flere eventyr.
KOM SÅ AALBORG!
AaB Tifo Kaos.